Praktisk guide til lokal afsætning

Min Guide

Baseret på dine valg

Mærkning og markedsføring

Det er afgørende, at dine kunder ved, hvad det er, de køber. Du skal fortælle om dine varer på varerne, hvis de er pakket ind i lukket emballage, og du kan give flere eller andre informationer ved skiltning eller anden markedsføring i din butik eller på din hjemmeside.

Mærkning

Der er helt klare opskrifter på, hvordan mærkning på såkaldte færdigpakkede fødevarer skal være, og der er efterladt meget lidt plads til de kreative formuleringer.

Du skal bl.a. have en dækkende varebetegnelse, ingrediensliste, nettovægt, “bedst før”-dato samt navn og kontaktinformation på din virksomhed.

Dertil kommer regler og retningslinjer for brug af billeder og værdiladede formuleringer, der kan tolkes forkert af forbrugeren.

Du kan blive guidet gennem mærkning her.

Markedsføring

Hver gang du gør opmærksom på dit produkt eller din virksomhed, er der tale om markedsføring. Markedsføring af fødevarer bliver ligesom hygiejne og egenkontrol jævnligt kontrolleret af Fødevarestyrelsen. Hvis du f.eks. skriver "frisk" eller "hjemmelavet" vil det blive kontrolleret, om det nu også passer.

Særligt er der fokus på det, der kaldes ernærings- og sundhedsanprisninger. Eksempler kan være "Lavt energiindhold" eller "Calcium har betydning for udvikling og vedligeholdelse af knoglerne". Det er vigtigt at vide, at selvom f.eks. Hjerteforeningen roser produkter i samme kategori som det, du sælger, så må du ikke bruge deres undersøgelser, udtalelser eller lignende til at fortælle om dit eget produkt. Når Hjerteforeningen gør det, er det ernæringsoplysning. Hvis du gør det, er det ernærings- og sundhedsanprisning og her er der ganske faste tekster, der kan anvendes under forudsætning af, at særlige forhold omkring dit produkt gør sig gældende. Så selvom du mener, at dit produkt må være sundt og nyttigt for enhver, må du ikke skrive om det, som du har lyst.

Du kan læse meget mere om ernærings- og sundhedsanprisninger her.

Sådan bruger du din guide

Online

Du kan blive ved med at ændre i dine valg indtil du er tilfreds. Vi gemmer dine valg i en cookie i din browser, så du kan komme tilbage.

Print din guide

Du kan hente hele din guide som en PDF-fil ved at trykke på knappen herunder.

Hvis du vil sælge andet

Hvis du vil ændre dine valg kan du bare gå tilbage til forsiden.

Relevante links

Økologisk Landsforening
Fødevarestyrelsen
Skat
Virk.dk