Praktisk guide til mærkning af fødevarer

Min Mærkning

Når du producerer fødevarer, der skal sælges til andre, skal der i mange tilfælde mærkning på. Men mærkningen kan undgås hvis du sælger fra produktionsstedet og kun pakker i kundens påsyn eller i åbne poser. Hvis du derimod lukker dine pakninger, så de først er beregnet til at blive åbnet af kunden, så skal dine produkter mærkes.

1. Lav din egen mærkning

Du kan selv lave mærkningen for "simple" produkter. I afsnittene herunder kan du læse om de elementer du skal forholde dig til i mærkningen. Når du er klar til at udarbejde din mærkning kan bruge mærkningsguiden, der er beskrevet i boksen i højre side.

2. Kunden skal vide, hvem du er

Det er vigtigt, at dine kunder ved, hvem der er ansvarlig for dit produkt og at de kan komme i kontakt med dig. Derfor skal du oplyse navnet på din virksomhed og enten din adresse eller adressen til din hjemmeside, hvorfra kunden kan få kontaktoplysninger på dig.

3. Din vare skal have en varebetegnelse

En varebetegnelse er mere end et navn. En varebetegnelse siger noget om, hvad det er for et produkt din kunde har købt. Derfor skal du kalde dit produkt noget beskrivende og/eller noget som alle kender, f.eks. ”marmelade”.

4. Oprindelse

Er din vare i én af følgende kategorier? – så skal du også angive oprindelse (f.eks. ”dansk”)

  • Oksekød, herunder kalvekød
  • Fersk kød fra svin, får, ged eller fjerkræ
  • De fleste produktgrupper inden for frugt og grønt
  • Jomfru olivenolier
  • Fersk fisk og visse fiskevarer
  • Honning
  • Vin
  • Æg

5. Undtagelser

Er din vare i én af følgende kategorier? – så kan der nemlig være undtagelser for holdbarhedsmærkning eller næringsdeklaration.

5a. Undtagelse fra både holdbarhedsmærkning og næringsdeklaration:

  • Hele, friske, ubehandlede grøntsager, frugter, bær m.m.
  • Salt og erstatninger herfor
  • Eddike
  • Tyggegummi

5b. Undtagelse fra holdbarhedsmærkning:

  • Vin af andre frugter end druer
  • Andre gærede drikkevarer af druer (f.eks. cider og mjød)
  • Drikkevarer med alkoholindhold på 10 volumenprocent eller derover
  • Bageri- og konditorvarer med en holdbarhed under 24 timer
  • Sukker i fast form
  • Sukkervarer, stort set kun tilsat smag og/eller farve

5c. Undtagelse fra næringsdeklaration:

  • Uforarbejdede produkter, der kun indeholder én ingrediens eller kategori af ingredienser
  • Produkter, der som eneste forarbejdning er modnet og som kun indeholder én ingrediens eller kategori af ingredienser
  • Drikkevand, herunder drikkevand, der udelukkende er tilsat kuldioxid og/eller aromaer
  • Krydderurter, krydderier eller blandinger heraf
  • Sødestoffer til bordbrug
  • Erstatninger for salt
  • Eddikeerstatninger, evt. tilsat aromaer (ikke andet)
  • Kaffeekstrakter, cikorieeksttrakter, kaffebønner (hele eller malede) samt koffeinfri kaffebønner (hele eller malede)
  • Te (også -pulver eller -ekstrakt), der ikke indeholder andet end smagsstoffer
  • Fødevaretilsætningsstof
  • Aroma
  • Teknisk hjælpestof
  • Fødevareenzymer
  • Gelatine
  • Sammensatte midler, der kan anvendes til at få marmelade m.m. til at stivne (ikke syltesukker)
  • Gær
  • Fødevarer i emballager, hvor overfladearealet er mindre en 25 cm2
  • ”Håndværksfødevarer”; små mængder af produkter, der ikke er standardiserede og som omsættes til den endelige forbruger eller virksomheder, der omsætter til den endelige forbruger. Produkterne omsættes indenfor en radius af 50 km og/eller kun indenfor regionen eller tilstødende region. Her er typisk tænkt på mindre gårdbutikkers salg lokalt.

6. Hvor skal din vare sælges?

Det betyder noget for mærkningen, hvor din vare skal sælges. Hvis du står og sælger din vare selv fra din egen butik, hvor varen er produceret, så kan du oplyse om nogle ting mundtligt. Derfor skal du angive, hvor din vare sælges:

  • Varen udbydes til salg samme sted som den produceres (f.eks. i din gårdbutik)
  • Varen produceres ét sted (i dit produktionskøkken) og sælges et andet sted (f.eks. i den lokale brugs)

7. Ingredienser

7a. Ingrediensliste

Herunder skal du indtaste alle ingredienser, angive mængde og evt. tilberedningsmåde. Du skal markere om ingrediensen indgår som ord i varebetegnelsen og/eller som billeder på etiketten, om ingrediensen er et allergen (se listen over allergener i faktaboksen) samt om ingrediensen er økologisk. Hvis ingrediensen er økologisk, bliver du også bedt om at angive oprindelsen.
Du skal også angive nettovægten for den størrelse pakninger du laver mærkningen for.

7b. Allergener

Allergener skal altid angives, hvis dit produkt indeholder en eller flere allergener:

  • Glutenholdige kornprodukter, dvs. hvede (som fx spelt og khorasanhvede), rug, byg, havre eller hybridiserede stammer heraf, og produkter på basis heraf, undtagen:
    • a) glucosesirup på basis af hvede, herunder dextrose
    • b) altodextriner på basis af hvede
    • c) glucosesirup på basis af byg
    • d) kornprodukter, der anvendes til fremstilling af alkoholholdige destillater, herunder landbrugsethanol
  • Krebsdyr og produkter på basis af krebsdyr
  • Æg og produkter på basis af æg
  • Fisk og produkter på basis af fisk, undtagen:
    • a) fiskegelatine anvendt som bærestof for vitamin- eller carotenoidpræparater
    • b) fiskegelatine eller ægte husblas, der anvendes som klaringsmiddel i øl og vin
  • Jordnødder og produkter på basis heraf
  • Soja og produkter på basis af soja, undtagen:
    • a) fuldstændig raffineret sojaolie og –fedt
    • b) naturlige blandede tocopheroler (E 306), naturligt D-alpha-tocopherol, naturligt D-alpha-tocopherylacetat, naturligt D-alpha-tocopherylsuccinat hidrørende fra soja
    • c) plantesteroler og plantesterolestere fremstillet af vegetabilske olier hidrørende fra soja d) plantestanolestere fremstillet af vegetabilske steroler hidrørende fra soja
  • Mælk og produkter på basis af mælk (herunder laktose), undtagen:
    • a) valle, der anvendes til fremstilling af alkoholholdige destillater, herunder landbrugsethanol
    • b) lactitol
  • Nødder, dvs. mandler (Amygdalus communis L.), hasselnødder (Corylus avellana), valnødder (Juglans regia), cashewnødder (Anacardium occidentale), pekannødder (Carya illinoiesis (Wangenh.) K. Koch), paranødder (Bertholletia excelsa), pistacienødder (Pistacia vera), queenslandnødder (Macadamia ternifolia) og produkter på basis heraf, undtagen
    • a) nødder, der anvendes til fremstilling af alkoholholdige drikkedestillater, herunder landbrugsethanol
  • Selleri og produkter på basis af selleri
  • Sennep og produkter på basis af sennep
  • Sesamfrø og produkter på basis af sesamfrø
  • Svovldioxid og sulfitter i koncentrationer på over 10 mg/kg eller 10 mg/liter som samlet SO 2 skal beregnes for produkter, som de udbydes klar til brug, eller som de er rekonstitueret efter fabrikanternes instrukser
  • Lupin og produkter på basis af lupin
  • Bløddyr og produkter på basis af bløddyr

Lav din egen mærkning

På denne side kan du selv lave din mærkning til "simple" produkter.

Du kan få adgang til mærkningsløsningen ved at sende en mail til info@comida.dk, så får du tilsendt et login der giver adgang til mærkningsløsningen.

Når du har modtaget et login kan du klikke på knappen herunder

Mærkningsguide